2007 – SUSE review

Kort beretning om SuSE-oplevelser

Marts 2007, Lars Sommer, lasg@lasg.dk

Jeg fik et par DVD’er med nyeste SUSE Enterprise fra Novell her forleden. Det
er en del år siden jeg sidst har kigget på Suse, så jeg gav dem lige en chance.

Fornøjelsen med SUSEs Server-DVD blev ret kort, da min PowerEdge2600
legeserver ikke har et DVD-drev. Det kommer muligt senere.

SUSE Linux Enterprise Desktop 10

Testmaskinen er en 1300mhz Athlon med 1Gb ram og 10Gb harddisk.

Installationsprogrammet booter hurtigt, men efter kernen er indlæst, stod den
stille med samme billede på i godt 2 minutter. Nok til at man lige overvejer
om skidtet er gået i stå. Derefter følger en nem grafisk installer, der ligner
de tidligere SuSE og Mandrake Linux’er.

Informationen om at “oversættelsen til dansk ikke er komplet”, virker desværre
lidt tyndt på et “enterprise” system, der er beregnet til salg.

Installationen tager desværre lidt lang tid, men det er vel hvad der kan
forventes, når den putter 2,5Gb pakker over på harddisken. Uret der fortæller
hvor lang tid der er tilbage af installationen, er ligeså skævt som det
i Windows.

Første boot fra harddisken slår pludselig over i ren textmode, som givet vis
forekommer noget skræmmende for en helt ny bruger, når alt tidligere har
været grafisk.

Der kommer en del tekniske spørgsmål og valgmuligheder under konfigurationen.
Blandt andet til login-metoder, systempost og firewallopsætning. Det er meget
muligt relevant for en “Enterprise”-udgave, men lidt teknisk overkill for en
“Desktop”. Måske ville det være mere passende at kalde den
“Enterprise Workstation”.

XGL opreklameres en del, og for at slå det til, kræves det at man registrerer
sin SUSE hos Novell. Det virker umiddelbart som en lidt fræk måde at få folk
til at registrere sig på.

Efter konfigurationen fortsættes til runlevel 5, hvor man kan logge ind i en
Gnome-session. Her gik skærmbilledet helt galt for mig. Den fik åbenbart sat
opløsning eller grafikdriver skævt under konfigurationen, mens det tidligere
virkede fint. Det er ret ærgeligt at se. Efter lidt roden i kontrolpanelet kom
det dog på plads.

Kontrolpanelet er ret rodet at finde rundt i, da det både består af noget
Gnome Control Center og det klassiske SUSE Yast. Sidstnævnte er krydret med
nogle nye Novell-items, men ellers er flere underpunkter og muligheder ens de
to steder. Yderligere er det f.eks. muligt at ændre skærmopløsning via to
forskellige dialogvinduer i Gnomes Control Center. Efter at have sat een
opløsning i den ene, påstod den anden hårdnakket en helt anden opløsning.
Igen en lidt forvirrende detalje.

Udover XGL, opreklamerer Novell programmer som Helix Banshee musikafspilleren.
Jeg smuttede ind på en netradio-side via Firefox, og bad den åbne radioen med
“foretrukne program”. Det viste sig så at være en RealPlayer, og ikke
føromtalte Helix Banshee.

Der kom dog heller ingen lyd, sikkert fordi systemet havde sat mit onboard
lydkort som default, i stedet for mit SoundBlaster Audigy. I Yast’s
lydopsætning vælger jeg at slette profilen for onboard-kortet, hvorefter Yast
vælger at slette Audigy-kortet i stedet. Jeg prøver igen, og nu sletter den
også onboard-kortet. Herefter crasher RealPlayer. Efter Audigy-kortet er
tilføjet igen, kan RealPlayer fint spille. Jeg højreklikker på netradio-filen,
for at se om den er villig til at åbne i dette her Helix Banshee i stedet, men
får kun valget “Totem player” (og hverken Helix Banshee eller RealPlayer).
Igen ret forvirrende, og denne Totem vælger også at fryse og derefter crashe,
i stedet for at spille musik.

Efter en ti minutters tid, kan jeg stadig ikke få Helix Banshee til at afspille
hverken en .pls- eller en .asx-netradio-fil. Jeg hører videre radio i
RealPlayer, og opdager lige at den kun bruger 2 ud af mine 5 højtalere. Det
virker lidt dumt. Jeg gætter mig frem til at det kan vælges under punktet
“Tilgængelige eksterne udgange” i lydkortopsætningen, hvor jeg kan indtaste en
heltalsværdi. Hverken 2, 4 eller 5 gør dog nogen ændring.

Jeg udførte den krævede registrering for at kunne aktivere XGL, og ledte
herefter efter et sted XGL kunne aktiveres og konfigureres. Da dette ikke kunne
findes, gættede jeg på det krævede reboot. Efter reboot havde den glemt alt om
min skærmopsætning, så den kunne jeg lige tage en gang mere.

Da jeg finder XGL-konfigurationen, får jeg oplyst at mit grafikkort ikke er
understøttet. Jeg opdaterer grafikkortdriveren, og nu er det understøttet
alligevel. Altså fejlede selve kortet ikke spor.

Nu blev jeg sur på SuSE og bootede op i en FreeBSD igen,
og lagde alt det pingvinpladder bag mig.
Læs et andet review i stedet

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>