Computer

Fra Windows til Linux, stille og roligt

Lars Sommer, [email protected], 2004-06-05

Hvis du så småt har fået øjnene op for open source, og gerne selv vil bruge det, men er i tvivl om hvilke programmer der kan hvad, er dette en artikel for dig.

Her er en tabel der sammenligner ofte brugte kommercielle programmer til windows, med frie programmer til windows, og igen med frie programmer til linux. Hvis man stadig bruger windows, er det en rigtig god idé, at erstatte så mange programmer man kan, med programmer der også kan køre i linux, sådan at ens programmer ser ens ud i begge systemer. Hvis man synes vejen over til linux er tung, er det også en stor fordel at lære programmerne at kende i windows først, så man ikke føler sig helt så fremmed i linux.

Kontorpakke (skriveprogram, regneark og lignende):
Microsoft selv foreslår jo helt klart man bruger Microsoft Office, der koster alt mellem 1000 og ~6000kr, alt efter hvor meget af den man vil have. Det er en stor sum penge, men programmerne kan da også en hel del.
Den frie og åbne kontorpakke OpenOffice kan næsten lige så meget, og den er gratis. Den findes både til windows og til linux, og på mange sprog, også på dansk. Den kan fint lukke MS-word-dokumenter op, og også gemme sådanne. Du kan hente openoffice på http://openoffice.org/

Netlæser:
Hvis du er windowsbruger, bruger du måske også Microsofts Internet Explorer. Det er en netlæser med en masse fejl og usikre elementer. Netlæseren Firefox, der er et ‘barn’ af den større Mozilla, er en lille, fri og åben netlæser, der både findes til windows og linux. Udover de positive af Internet Explorers funktioner, indeholder den smarte ting som popup-stopper og fanebladsvinduer. Den kan hentes på http://mozilla.org/

Postprogram:
I windows er programmet Outlook Express indbygget, og folk med større udgaver af Microsoft Office, har måske også Outlook. Det er to meget store, og noget klodsede postprogrammer. Som et søsterprogram til netlæseren Firefox, eksisterer postprogrammet Thunderbird, der har alle de positive funktioner fra Outlook Ekspress, samt flere smarte ting, som f.eks. et genialt spam-filter. Dette kan selvfølgelig også køre fint i både windows og linux. Ligesom firefox, kan det hentes på http://mozilla.org

MSN-messenger-klient (og ICQ og andre IM’er):
Nogle windowsbrugere tror måske der kun findes Microsofts egen messengerklient, hvilket er ganske forkert. Der findes et væld af klienter til både windows og linux. En af de rigtig gode hedder Gaim, og er gratis. Den understøtter både MSN, ICQ, Jabber, YahooIM og flere andre gængse kommunikationsnetværk og protokoller. Ligesom Openoffice fås den også på mange sprog, deriblandt dansk. Hvis man insisterer på at skulle kunne bruge filoverførsler i Messenger, bør man nok skifte mening. Gaim kan vist nok godt klare dette (jeg har dog ingen erfaring med det), men IM’er (Instant Message (programmer til at leverede øjeblikkelige beskeder)), er beregnet til kommunikation og ikke til filoverførsel. Filoverførsel udføres med FTP (File Transfer Protocol), som jeg vil komme ind på lidt senere. Gaim kan hentes på http://gaim.sourceforge.net/

IRC-klient:
IRC er den oprindelige chatform på internettet. Enormt mange windowsbrugere, bruger klienten mIRC til at forbinde til IRC med. Den er ikke opensource. Der findes et program der minder meget om mIRC, der dog har bedre scriptingmuligheder. Det hedder x-chat. Det virker som de andre omtalte programmer også fint i både windows og linux. Hvis du er glad for diverse scripts til IRC, er x-chat lige noget for dig. Det understøtter blandt andet python og perl scripts. X-chat kan findes på http://xchat.org/

Tegneprogram:
Til windows findes der mange dyre og fine tegneprogrammer, som f.eks. adobe photoshop og paint shop pro. Det er udemærkede programmer, men de koster penge. Microsofts eget paint er fint til småopgaver. Af opensourcetegneprogrammer, er det mest udbredte GIMP. GIMP ser umiddelbart ret avanceret ud, men man kan hurtigt lære at bruge det, og det indeholder en meget stor del af hvad de dyre kommercielle programmer har. GIMP kan ligeleges fås til både windows og linux, og kan hentes på http://gimp.org/

En række windowserstatningsprogrammer:

Filudpakning:
Til at pakke filer ud med, findes programmet 7zip, der er mindst lige så godt som winzip og winrar, men det er opensource og det er gratis. Det understøtter blandt andet zip, rar, tar, gzip og bzip2. Det findes på http://7zip.sourceforge.net

Stifinder:
Hvis du er vant til at bruge Totalcommander (tidligere Windows Commander), eller du blot er træt af windows’ indbyggede stifinder, er programmet 2xExplorer noget du bør kigge på. Det er meget simpelt i udseenet, men har en lang række funktioner, og erstatter helt windows’ egen stifinder på min windowsmaskine. Jeg kan ikke huske om den er opensource, men gratis er den i hvert fald.

Skrivebordsmiljø:
Mange tror windows kun kan have det skrivebordsmiljø det er født med fra Microsofts side. Det er naturligvis trist, efter man har oplevet hvor mange forskellige slags vindueshåndteringer der findes til linux. Men programmet litestep, der findes på http://litestep.net, er gratis, og har fantastisk mange stilarter at vælge imellem. Det er ikke blot et ‘skin’ du lægger på din windows, det er en hel erstatning af windows’ explorer (som jo så ofte går død), og med litestep kan du sådan set få din windows til at ligne hvadsomhelst. Det bedste er at al litesteps konfiguration er baseret på tekstfiler, som du let selv kan redigere. Min foretrukne stilart, er en ændret udgave af den der hedder NotQuiteMinimalistic, der dog er ekstremt minimalistisk, til trods for navnet.

C++ udviklingsmiljø:
Hvis du programmerer i c++ i windows, bruger du måske borland visual c++, eller ligefrem microsofts visual studio. Begge er to meget, meget dyre programmer. Det relativt nye Dev-c++, er et opensource, gratis program, der giver samme form for grafiske udviklingsmiljø som de dyre lukkede programmer gør. Med mindre du bruger alle visual studios avancerede windowsorienterede funktioner, bør du kigge på Dev-c++, som kan findes på http://dev-cpp.sourceforge.net

FTP-klient:
En rigtig genial FTP-klient til windows, er FileZilla, der til trods for navnet, ikke har noget med Mozilla at gøre. Den understøtter blandt andet også sftp, altså ftp via ssh, hvilket er en krypteret og sikker dataoverførsel. Den er opensource og gratis, og kan hentes på http://filezilla.sourceforge.net/

SSH-klient:
Den mest udbredte SSH-klient til windows, der også understøtter lidt andet, som f.eks. telnet, er putty.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *