Både min hustru og jeg har overtaget nogle papirmapper med materiale om stamtræer og slægtsforskning fra begge vores forældresæt. Det har samlet støv i mange år, men for to år siden besluttede vi at få det digitaliseret.
Uden at vide særlig meget om slægtsforskning, kastede vi os ud i det. Med lidt assistance fra især en logebror der virkelig dyrker slægtsforskning, lykkedes det at komme rigtig godt igang.
Vi valgte platformen MyHeritage, men der er masser af andre fine muligheder online og offline, som web-/cloud-løsninger og som lokale applikationer.
I skrivende stund har vi over 9000 personer i vores fælles stamtræ. Fra vikinge-biskopper til riddere, kunstmalere og hekse, ældgamle fortællinger og nye fjerne bekendskaber i en stribe lande. Nogle af de nulevende har vi kontaktet og fået en god historie eller snak med. Samtidig har vi fået en del erfaring med at granske både indscannede kirkebøger, gnidret håndskrift og DNA-kromosomer.
Vores stamtræ ligger her: Stamtræ – Sommer Web Site – MyHeritage
Hvis du har en relation til en af os, og kan anvende en fuld eksport i GEDCOM-format, så kontakt os bare.
Et af vores næste trin kan måske være at mødes med nogle af vores nulevende slægtninge vi ikke kendte tidligere. Eller måske at få designet noget moderne våbenskjold, baseret på de bannere og slægts-heraldik vi har kunnet finde gennem tiden.