Solaris 10 x86 review
April 2007, Lars Sommer, [email protected]
Jeg fik en pakke fra Sun med tre DVD’er med posten. En skive med Solaris 10
11/06 til x86, en til sparc og en skive med ekstrasoftware, primært
java-udviklingsværktøjer.
Testmaskinen er en 1300MHz Athelon med 1GB ram og 10GB harddisk, samt lidt
småkort med netværk, lyd, grafik og lign.
Altså måtte x86-dvd’en i maskinen. Boot og lidt valg med sprog og tid osv gik
fint, i et lidt kedeligt tekstmiljø. Efter at have valgt den selv skulle
reboote efter endt installation, ville den igang med at installere.
Den startede dog med en “warning” lydende
“ThisXXX does not contain solaris…dvd/cd”.
Efter lidt undersøgelse, viste det sig at den ikke var fuldt kompatibel med
dvd-drevet, som var et tilfældigt noname. Maskinen fik et andet noname-drev,
og nu bootede dvd’en op i et flot grafisk miljø i stedet. Her er præcis de
samme spørgsmål og valg, og her kunne den så godt genkende sig selv som
en Solaris-dvd.
Generelt er installationen ret overskuelig. Man laver opsætning af netværk,
sprog, tid, root-kode og ønskede pakker. Som standard får man godt 3,5GB
programmer med, heriblandt grafisk miljø, udviklingsværktøjer og diverse
desktopprogrammer. Så efter endt installation, har man en fornemmelse af at
det er et godt udstyret allround-workstation-OS man har fået.
Første boot efter installationen var lidt sløv, og efter et par minutter, endte
den på en ren terminal-loginprompt. Jeg loggede ind som root, og kiggede mig
lidt omkring. Shellen var en rå sh, uden tab-complete, piltaster og backspace.
Kommandoer som startx, xinit eller bare X kendte den ikke. Efter et par
minutter med lidt forvirret førstehåndsindtryk skrev jeg reboot.
Næste boot tog under et minut, og det har herefter vist sig at være standarden.
Loginprompten når lige at være synlig et kort øjeblik, så starter en X. Første
gang spørges om man vil køre det gamle, fra Solaris 11 udfasede, CDE, eller det
nyere JavaDesktop. Man bør vel vælge JavaDesktop for at følge med Sun’s ønsker
i dag. JavaDesktop er en Gnome, tilføjet et par javabaserede applikationer fra
Sun, og med lidt nye farver og ikoner.
Efter login sad jeg i noget velkendt grafisk overdrevet miljø. En knap med
opdateringer bad om opmærksomhed, og det viste sig at systemopdateringer kræver
man registrerer sig hos Sun. Der var jeg allerede registreret for at kunne få
DVD’erne, så det var nemt nok. Herefter fiskede den godt 400 updates ned. Det
var på den høje side af 200MB, men da en del af dem var i kategorien
“Security”, valgte jeg at tage det hele med.
Tid til at udforske lidt af programudvalget. Solaris kommer som nævnt med en
masse præinstalleret. Heriblandt Mozilla 1.7, StarOffice, Gaim, Gedit, og en
større stak normale små gnome-programmer. Udover disse, er der også et par
specifikke Sun-programmer, hvor smc, Sun Management Console er det mest
interessante. Det ærgelige er at brugeren ikke får et pakkerepositorie til
rådighed, så man f.eks. nemt kan installere Firefox, irc-klient og lign.
Heldigvis findes der hjemmesider via google, med gode pakkesamlinger, og ved at
hente en pkg_get fra dem, kan man senere installere deres pakker blot med
“pkg_get install “. Denne lidt “halvhjertede” pakkehåndtering minder
mig om Slackware, og afspejler slet ikke resten af systemets lidt bloatede men
godt udstyrede sammenhæng.
Sun Management Console er værd lige at vende tilbage til. Det er en større
applikation med en masse java. Der er spøjst nok ikke knap til den i
startmenuen, men startes ved at skrive “smc” i en terminal. Via smc, kan man
administrere sin egen, og andre Solarismaskiner. Man forbinder via netværk,
også til sig selv (127.0.0.1), og får en loginprompt. Herefter kan man ændre
det meste administrative på maskinen, samt se statistikker, performance og
lign. Desværre, måske på grund af java og netværksmetoden, er det ikke et
særligt hurtigt program. Vinduesopdateringer sker alt for langsomt til mit
temperament.
Som sikkerhedsinteresseret, lavede jeg en nmap og nessus-scan udefra, og det
viste sig at en enorm mængde porte stod åbne, med alle mulige forskellige
services. Heriblandt ganske rimeligt ftp og ssh, men også mindre rimeligt
finger og telnet. Heldigvis lykkedes det ikke at lave login via telnet, men
via finger, kunne jeg uden videre få info om de brugere der var logget ind.
Nessus fandt heldigvis ikke noget voldsomt alarmerende. Det er lidt ærgeligt at
se systemet så åbent som standard, men igen afspejler det et meget grundigt og
fyldigt default-system. Hvis vi antager der blot er uopdagede sikkerhedshuller
i halvdelen af de kørende services, kan det næppe være svært at trænge ind,
hvis det ønskes.
Som konklusion vil jeg stemple Solaris som et rigtig godt all-round
workstation-OS, til brugere der er vant til, og tilfredse med, systemer som
Windows, OSX og de store tunge Linux-distributioner. Jeg har følt det meget på
linje med OSX, hvad angår stabilitet, brugervenlighed og desværre lidt rodet
sammensætning af gammel unix og nye smarte ting.
Hvis man vil have et stabilt og seriøst system, ikke vil rode for meget
med at installere ting selv og ikke er afhængig af alt det nye smarte, hele
tiden, finder jeg Solaris et ganske godt valg.
