Lars Sommer 24-08-2004
lasg “at” lasg “dot” dk
Denne vejledning er oprindeligt skrevet til et skoleblad på Himmelev Gymnasium.
En uredigeret udgave af artiklen i skolebladet, er her: xchat_windows_begyndervejledning.txt
Det er meget moderne at chatte på internettet i dag, og det er jo også en genial måde at tale med venner og bekendte på, og sandelig også at lære nye mennesker at kende.
Man kan chatte mange steder, og via mange programmer. For eksempel på hjemmesider som jubii.dk, ofir.dk og arto.dk. Og også via programmer som MSN-messenger og ICQ. Internettets oprindelige form for chat, kender de fleste desværre ikke mere, da den ikke er så ‘poppet’ og opreklameret. Den hedder IRC (det står for Internet Relay Chat). IRC er helt gratis, åbent og uden nogen store firmaer bag. Det gør at alle kan bruge det, ligemeget hvad de har af computersystem. IRC består af en masse netværk, servere og kanaler. Man forbinder til en server, og bliver så via serveren forbundet til et stort netværk af servere, hvor al tale bliver udvekslet. På sådan et netværk er der en masse chatkanaler(/rum) hvor man kan hoppe ind og ud som man har lyst til.
For at komme på IRC, skal man bruge et program der hedder en IRC-klient. Der er mange forskellige af disse programmer, men de to mest kendte hedder mIRC og X-chat. mIRC er sådan en program man skal betale penge for, og det kan ikke køre på alles maskiner. Derfor vil jeg kun fortælle om X-chat. Dem der laver X-chat (http://xchat.org/), har desværre for nylig fundet på at man også skal betale for den nyeste windowsudgave af den. Jeg har heldigvis en udgave af den, der ikke er den allernyeste, men virker fint, og er gratis. Den kan du downloade på denne adresse: http://ting.lasg.dk/bin/windows/xchat.exe
Når du har hentet den, skal den installeres. Installationsvejledningen her, kan du også finde på min hjemmeside, hvor der også er billeder af de skærmbilleder du selv ser om lidt. Vejledningen her ligger på https://lasg.dk/lasg/teknologi/xchat_windows_begyndervejledning/
Du dobbeltklikker på filen xchat.exe for at starte installationen.
Ved første skærmbillede klikker du blot “Næste”
Nu kan du vælge hvilke dele af xchat du vil installere. Hvis du har lyst, kan du fjerne nogle “Language Translations”, men hvis du ikke tør rode i det, skal du bare lade det hele stå, og klikke “Næste” igen.
Så spørger installationen hvor på din computer den skal lægge programmet. Normalt vil det være fint at akseptere det den foreslår, da den nok skal sørge for at lægge en genvej til det på dit skrivebord. Så du klikker bare “Installer”
Når den er færdig (og skriver “Gennemført”), klikker du “Næste”
Så siger den at du er ved at afslutte installationen. Hvis du vil læse noget om xchat, på engelsk nu, kan du klikke “Afslut”. Hvis du ikke gider det (det er bestemt ikke nødvendigt), skal du fjerne hakket i “Vis Readme” før du klikker på “Afslut”
Tillykke! Nu har du en IRC-klient installeret.
SÅ skal den startes, og konfigureres.
Enten kan du dobbeltklikke på xchat på dit skrivebord, eller også kan du starte den via “Start, Programmer, Xchat, Xchat”.
Når det starter, kan du se to vinduer. Det i baggrunden er det du vil komme til at se meget på. Det i forgrunden er et vindue hvor du kan konfigurere din xchat.
Jeg vil ikke gennemgå hele opsætningsvinduet her. Du har kun brug for at ændre få ting, og hvis du selv vil eksperimentere med opsætningen, er de fleste ting relativt logiske at gætte sig til. Hvis du har nogen spørgsmål er du velkommen til at spørge.
En god start, er at sætte hak ved “Edit mode”, der gør at du får en række flere muligheder frem.
Så skal du finde det IRC-netværk du vil forbinde til. Du har en lang liste af netværk ude til venstre. Prøv at finde det der hedder EFnet, og klik en enkelt gang på det.
Så er det vigtigt at du ændrer det der hedder “Character Set”. Ellers bliver dine danske tegn (æøåÆØÅ) vist forkert. Du bør vælge den mulighed der hedder “ISO-8859-1 (Western Europe)”. (eller en der ender på -15, hvis du ikke har en der ender på -1)
Nu er du klar til at starte forbindelsen. Det gør du ved at klikke en gang på “Connect”.
Så forsvinder konfigurationsvinduet, og der kommet noget tekst frem i det andet vindue. Efter lidt tid, kommer der ikke mere tekst, og så skulle du gerne være forbundet til IRC!
Nu kan du begynde at gå ind på nogle chatkanaler. Du går ind på en kanal, ved at skrive “/join #kanalnavn” i det nederste skrivefelt. Prøv f.eks. at skrive “/join #kaffepause”, og tryk enter. Sådan! Så er du inde på din første IRC-chatkanal. Du kan se en oversigt over hvem der er på kanalen ude til højre, og du kan skrive til kanalen ved at skrive tekst i samme felt du skrev kanalnavnet.
#Kaffepause er bare én ud af millioner af kanaler på IRC. Hvis du vil ind på flere kanaler, skriver du blot / join igen. F.eks. “/join #frihed” for at komme ind på min private hyggekanal. Når du er inde på flere kanaler, kan du skifte mellem dem, ved at klikke på knappen med kanalnavnet nede i bunden.
Jeg kunne udvide denne vejledning til hvorledes du ændrer farver, opsætning og meget andet i xchat, men det gider jeg ikke lige nu. Hvis du har nogen spørgsmål om noget i denne vejledning, eller der er noget der ikke virker for dig, kan du skrive en e-mail til mig, på adressen: lasg “snabel-a” lasg “punktum” dk
Hvis du har problemer med at komme på IRC ude fra skolen, er det nok fordi system administratoren har sat et program op, der sørger for at gøre tingene besværligt. Du kan enten spørge Jens Bechsgaard om hjælp, eller du kan spørge mig. Det er dog lidt teknisk, så hvis du ikke ved hvad en proxy er, skal du nok bare nøjes med at gå på IRC hjemmefra.
Hvis du er kommet på IRC, og du gerne vil vide mere om opsætningen af xchat, er du velkommen til at kontakte os på #kaffepause eller #frihed. Vi har sikkert også nogle gode råd til andre danske og udenlandske chatkanaler for dig.
Hvis du selv finder ud af en masse god konfiguration af xchat, bør du skrive det i en lille artikel, og sende ud i skolebladet, og også gerne sende den til mig.
Jeg håber du har fået lyst til at prøve ægte chat på internettet nu. Jeg er ikke i tvivl om at du bliver glad for det.
Skrevet af Lars Sommer, 01x, på opfordring af Sigrid Vinter, 02x